Skip to main content Skip to main navigation

At sætte sig et mål – og nå det!

Interview med Torben Stubberup:

At sætte sig et mål – og nå det!

I juli tog partner og forsikringsmægler Torben Stubberup for 3. gang turen på cykel fra København til Paris med Team Rynkeby. De mange kilometers træning op til turen og de 1200 kilometer fra København til Paris blev tilbagelagt for at samle penge ind til børn med kræft. Vi har talt med Torben Stubberup for at høre, om hvad der har drevet ham og hvordan han bruger det samme drive i sit daglige arbejde, samt hvilken værdi han mener at det giver Söderberg & Partners at hjælpe velgørenhedsorganisationer. 

Ikke 1 eller 2 gange, men 3! Hvorfor?  

Mit korte svar er: Sagen! -At hjælpe kræftramte børn. Efter at have mødt børn og familier som er blevet ramt, så er jeg meget bevidst om hvilken forskel Team Rynkeby kan gøre, for mennesker som virkelig har brug for vores hjælp. 

 

Derudover er der det sociale; det er helt fantastisk at opleve en stor gruppe mennesker med ét fælles mål. Alle bliver iført samme ”gule uniform”. Alle ”uenigheder”, politik, religion osv. bliver udlignet til fordel for en større sag.  Vi står virkelig sammen og hjælper hinanden og der er i den grad tale om personlig involvering og team ånd.

 

Sidst er der så den fysiske udfordring: Der er en masse træning for at kunne klare at sidde i sadlen og cykle med en hastighed på + 25 km i gennemsnit i 8 til 10 timer hver dag 7 dage i træk. Vi bruger minimum 15 timer om ugen i hele perioden fra november til afgang primo juli, til træning og indsamlinger / events. Det er tid, som altid skal findes i fritiden, for arbejdstiden forbliver altid ”uændret”.

Vi bruger minimum 15 timer om ugen i hele perioden fra november til afgang primo juli, til træning og indsamlinger / events. Det er tid, som altid skal findes i fritiden, for arbejdstiden forbliver altid ”uændret”.
Torben Stubberup

Hvad driver dig til at gennemføre turen?

Når det gør rigtig ondt i lårene eller når det regner, så tænker jeg; ”tag dig sammen, Torben”. Jeg fokuserer på, hvilke fysiske og følelsesmæssige anstrengelser de ramte børn og deres familier kæmper med. Med det i hovedet så plejer jeg at genfinde mine egne kræfter og energi til at fortsætte.

 

For mig er holdet, ånden og humøret altafgørende for hele turen. Stemningen på holdet er ALTID positiv og vores motto på Københavner-holdet er ”Holdet der smiler”. Det er helt utroligt, hvad denne positive tilgang alene giver af energi.

Hvordan anvender du drivet i dit daglige arbejde?

Træningen giver en masse ekstra energi. Min hustru siger: ”du er altid glad i låget, hver gang du har været til træning”. Det smitter af i hverdagen, og hele tilgangen til at arbejde sammen som team inspirerer mig. Jeg er blevet meget bevidst om, at selv om vi alle har samme mål og samme tilgang til de fælles mål, så indeholder vi ikke alle samme fysiske, mentale eller menneskelige egenskaber. Det betyder at rummelighed, fleksibilitet og empati er ting som udfordres og skal udvikles for at fællesmålene nås.  

Hvad får Söderberg & Partners ud af at hjælpe børn med kræft?

Som en stor spiller i forsikringsbranchen mener jeg, at vi har et socialt ansvar. Det er en del af Söderberg & Partners’ DNA at hjælpe dem der har brug for det. Når vi går ind i et projekt som Team Rynkeby, så viser vi både kollegaer og omverdenen at vi virkelig mener det, når vi siger at vi er hjælpsomme og tager ansvar. 

Tager du turen igen?

JA, så længe jeg har min families back up, da det er meget tid at bruge på projektet. Samtidig er det også vigtigt for mig at opleve virksomhedens forståelse og støtte. Så er det ellers kun et spørgsmål om kroppen kan ”følge med”….