Skip to main content Skip to main navigation

Danxit?

28 juni · 2016

Vil vi snart snakke om Danxit? 

Uanset hvad udfaldet af folkeafstemningen i Storbritannien var blevet i sidste uge, så må man konstatere at det er en stor andel af den britiske befolkning som ikke er tilfredse med tilstandene som de er idag. Anledningen til utilfredsheden kan diskuteres i en uendelighed men det er under alle omstændigheder tydeligt at EU-samarbejdet må i støbeskeen igen. Briterne er dog langt fra alene om at være utilfredse med tilstandene i almindelighed og EU i særdeleshed.

Ifølge forskningsinstituttet Pew Research Center så er opbakningen til EU faldet bekymrende meget i flere af unionens medlemslande. – Selv i Tyskland, EUs største  og vigtigste land, er kun 50% for EU. Ser man på det samlet set så er næsten halvdelen af befolkningen i nedenstående 10 lande negativt indstillede til EU-samarbejdet, hvilket svarer til ca 200 millioner mennesker,. Det er rigtig mange mennesker…

Selvom et lille flertal er positivt indstillede, så betyder disse tal at der er en gigantisk udfordring fremadrettet. Det er som at styre et team hvor halvdelen egentlig hellere vil konkurrere individuelt og køre sit eget løb. Herhjemme er der også mange som er negativt indstillede, og spørgsmålet er hvad der ville ske hvis vores egen statsminister gav os samme løfte om folkeafstemning som Cameron gjorde? Et spørgsmål som han med stor sandsynlighed kommer til at blive konfronteret med før eller siden, ikke mindst fordi Storbritannien har været vores allierede i mange EU-spørgsmål i årenes løb.

Konsekvenserne af at vi trådte ud ville muligvis blive endnu større, end de vil blive for Storbritannien, da vi har en lille åben økonomi med stor eksport som især er til de øvrige EU-lande. Siden vi trådte ind i EU er den danske økonomi i forhold til BNP øget med over 75% og eksport af varer og tjenesteydelser er steget og udgør nu mere end 50% af det danske BNP.

Hvordan ville disse tal se ud hvis vi havde været udenfor EU? Jeg tror at det er helt umuligt at forudsige. Hvordan ville disse tal se ud efter et par år hvis vi forlader EU nu? Det har jeg heller ingen ide om og jeg tør slet ikke forestille mig det. Istedet for at forlade EU og sætte gang i en domino-effekt og en afvikling af hele samarbejdet mener jeg at alternativet istedet er at forsøge at forandre EU og den politk der føres.

Dette tager tid og kræver tålmodighed, noget som desværre ikke eksisterer hos en stor del af EUs befolkning nu og derfor heller ikke hos de nationale potikere. Hvis man skal blive ved ordspillene så kan man med andre ord sige at vi måske bør sige ”danja” til EU i den nærmeste fremtid.