Skip to main content Skip to main navigation

Er du selvstændig? Så pas på forringede vilkår på din pension

Er du selvstændig? Så pas på forringede vilkår på din pension

18 oktober · 2017

Jeg har i 15 år arbejdet med selvstændige og private personer. Det er for mig simpelthen, det mest interessante at arbejde med. Det er det fordi der både handles ud fra følelser og fra økonomi.

En lønmodtager har ofte både en pension via arbejdet og en privat pension at tage hensyn til. Men som selvstændig ser det anderledes ud. Her har man både skatteforhold og økonomi som privat person og som selvstændig at forholde sig til. Og når det handler om pension er spørgsmålet ofte, om pengene skal blive i firmaet, eller om skal de ind på en pensionsopsparing – men hvad skal man være opmærksom på?

Selvstændige er et folkefærd der kan og vil selv. De vil have ret til at disponere over egne penge uanset hvor de er placeret. Pengene skal kunne aktiveres, hvis man får en forretningsidé, eller hvis man i firmaet vælger at bruge penge på at betale gæld eller noget andet i en periode. Det er det, entreprenante folk gør og kan, og derfor har de et behov for, at pensionsordningen er designet til dette formål.

 

Den selvstændiges ønsker vs. pensionsselskabernes vilkår

Ligesom den selvstændige ser en værdi i gode stabile kunder, som giver en løbende fast omsætning, så ønsker pensionsselskaberne også stabile kunder, der betaler høje faste indbetalinger til pensionen – og her passer den selvstændiges ønsker ikke altid ind.

Det ses tydeligt, når man køber forsikringer ved tab af erhvervsevne og livsforsikringer.  For at få lov at købe disse, forlanger pensionsselskabet ofte også en høj fast minimums indbetaling til pension. Sætter man som kunde indbetaling ned, så nedsættes forsikringerne også straks, og det økonomiske sikkerhedsnet skrider. Ønsker man efterfølgende at sætte indbetalingen op igen, kan forsikringerne også sættes op igen.
Du skal nu aflevere nye helbredsoplysninger. Det betyder at selskabet, nu kan vælge IKKE at forsikre hele dig igen. Har du i perioden haft en ny skade f.eks. i et knæ, kan selskabet vælge at knæet IKKE er forsikret på den del du forhøjer. Den andel anses nemlig som en helt ny forsikring. Konsekvensen er at, du nu har et økonomisk sikkerhedsnet med huller i.

Dog tilbyder nogle selskaber ”henstand” - altså at forsikringerne midlertidigt betales af det opsparede depot.  Desværre sker dette ikke ret tit i praksis.

En anden konflikt opstår ofte, hvis man ønsker at flytte nogle af de opsparede penge til et andet selskab.
Hvis der på policen er igangværende forsikringsdækninger, er det ikke ret mange selskaber der tillader, at pengene flyttes. De har naturligvis udregnet deres forretning og priser på forsikringerne ud fra, at man lader pengene stå. Det er logisk nok, men det ændrer jo ikke ved, at det opleves som en tvangsbinding.

Hvad skal du gøre?

Er du selvstændig skal du naturligvis være opmærksom på ovenstående, og du skal være ekstra opmærksom på at, om din pension besidder den fleksibilitet, der passer til dig og din virksomhed. Det kan lade sig gøre at opnå fleksibilitet, men det kræver, at du vælger en pensionsmægler, der forstå dine behov og kan forhandle med selskaberne, så du er sikret de bedste vilkår og største fleksibilitet.

Udbyttet er, at du altid har et aktivt økonomisk fundament, samtidigt med, at du har friheden til at ændre i pensionen, nedsætte eller stoppe med at indbetale. 

Lad os teste din pension eller skabe en ny for dig.

Vil du høre mere kan du kontakte mig på 

Mobil: 5137 0408

Mailkim.trebbien@soderbergpartners.dk

Eller finde en af mine kollegaer her

Kvinde: Kend din pension

26 april · 2019

Kvinder lever i gennemsnit længere, tager mere barselsorlov og tjener mindre. Samtidig viser statistikker også, at kvinder typisk trækker sig fra arbejdsmarkedet tidligere end mænd. Derfor har man som kvinde alt at vinde og intet at tabe ved at få styr på sine pensionsforhold. 

Danske kvinder trækker sig i gennemsnit tilbage 2,4 år tidligere end danske mænd. Det viser en opgørelse fra OECD. Personligt er jeg af den holdning, at en tidlig pensionsalder ikke nødvendigvis behøver være et problem. For nogle er det ligefrem et mål. Desværre oplever jeg stadig, at der er en ærgerlig tendens i samfundet til, at mænd generelt har bedre styr på deres pensionsforhold end kvinder. Det manglende pensionsoverblik stiller mange kvinder i en sårbar situation i de tilfælde, at de står overfor en skilsmisse eller en ægtefælles dødsfald.

Derfor har jeg i dette blogindlæg sat mig for at gøre dig klogere på, hvad du som kvinde skal være opmærksom på omkring din pension.

 

Kom godt fra start, når du skal have styr på din pension

Jo før du begynder at spare sammen, jo flere penge har du til at leve det liv, du drømmer om, når du ikke længere har fuld fart på karrieren. Det er efterhånden et råd, som jeg har gentaget rigtig mange gange blandt kunder og i min personlige omgangskreds. Så mange gange, at jeg sommetider føler mig som en CD-afspiller, der kun kan spille det samme hit igen og igen. Det bliver min anbefaling nu ikke mindre vigtig af!

Det er nemlig de færreste, som kan leve udelukkende af deres folkepension, som på nuværende tidspunkt udgør 75.780 kr. om året før skat. Jeg har oplevet adskillige eksempler på folk, som desværre har måtte skifte parcelhuset ud med noget mindre for at kunne klare deres daglige udgifter. 

Derfor er det vigtigt, at du allerede nu overvejer, hvilke drømme du har for dit liv, når du trækker dig tilbage. På den måde kan du nemmere vurdere, om du har mulighed for at spare nok sammen. Her er min professionelle erfaring, at mange faktisk har råd til at drømme store tanker, hvis blot de sætter nogle få ekstra hundrede kroner ind på deres pensionsopsparing hver måned.

Du kan allerede nu logge på pensionsinfo.dk med dit NemID og få et samlet overblik over dine pensionsforhold.

Derudover anbefaler jeg, at du løbende justerer din pension, så den passer til din livssituation – hvad enten du flytter sammen med en kæreste, skal giftes, får børn eller bliver skilt. Et godt råd er, at du tager dine pensionsforhold op til overvejelse hvert 2.-3. år. 

 

Når to bliver til flere…

Jeg tog da hele barselsorloven selv, for dengang virkede det bare mest naturligt for min mand og jeg. Jeg ville bare ønske, at vi havde haft en snak om, hvordan vi kunne fordele vores indkomst, så jeg ikke skulle skære så meget ned på indbetalingerne til min pension”.  Sådan svarede en af mine veninder til mig forleden, da jeg spurgte hende, hvordan hun og hendes mand havde fordelt deres barselsorlov, da de fik deres førstefødte. Og min veninde er langtfra den eneste, der mener, at den første tid er vigtig at prioritere.

I Danmark tager kvinder nemlig langt størstedelen af barselsorloven. Det svarer ifølge Danmarks Statistik til, at mødrene i 2014 tog 91% af barslen mod 9% af fædrene. Her er nogle så heldige at kunne få fuld løn under hele barselsperioden. Andre kan få fuld løn en del af tiden – og så er der dem, hvor orloven bliver en mere kostbar affære, når de skal klare sig med barselsdagpenge.

Det betyder for manges tilfælde en lønnedgang på flere tusinde kroner om måneden, hvilket også vil kunne ses på indbetalingerne til ens pensionsordning. Det kan du heldigvis rette op på ved at justere på dine pensionsindbetalinger, når du igen begynder at arbejde. Derfor anbefaler jeg altid, at du får gennemgået din pensionsordning efter din barselsorlov.

Selv hvis du skal klare dig med barselsdagpenge, kan du heldigvis beholde dine forsikringer – herunder din livsforsikring og din forsikring ved tab af erhvervsevne. Det sker oftest ved, at udgiften til disse forsikringer trækkes fra din pensionsopsparing. På den måde er du stadig dækket, hvis du skulle blive ramt af længerevarende sygdom, nedsat arbejdsevne efter 3 måneders sygdom, ligesom dine pårørende også er sikret i det tilfælde, at du dør.

 

Når livet ikke er en fryd

For de fleste ægteskaber vil der unægtelig opstå konflikter. Nogle større end andre. Og ifølge Danmarks Statistik bliver det rungende JA for 51% af alle ægteskaber til et klart NEJ. En skilsmisse er ofte en overvældende oplevelse, hvor intet er sikkert og ens følelser sidder lidt uden på tøjet.

I en sådan situation kan du dog glæde dig over, at du selv beholder alle de penge du sparer op via din egen pensionsordning, og at de derfor ikke indgår i bodelingen mellem dig og din ægtefælle. Det gælder både din rate-, kapital- og livrentepension. Hvis I ønsker at få vurderet og behandlet jeres sag så rimeligt som muligt, anbefaler jeg, at du og din ægtefælle får en pensionsrådgiver til at hjælpe jer.

 

Sådan får du et bedre pensionsoverblik

  • pensionsinfo.dk kan du altid få et overblik og se, hvor meget du får udbetalt, når du går på pension.

  • Justér din pension løbende eller ca. hvert 2.-3. år, så det passer med din livssituation. Her er det værd at huske på, at hvis du ønsker at justere din forsikringer, så du fx får mere eller mindre dækning ved dødsfald, kritisk sygdom eller tabt arbejdsevne, så skal du også se på om din opsparing stadig er, som du ønsker.

  • Du kan også kontakte en pensionsrådgiver og få vejledning om alt, der har med din pension at gøre. En pensionsrådgiver kan nemlig med udgangspunkt i dit liv rådgive dig om, hvordan du med få enkelte justeringer kan få råd til det, liv du drømmer om – både før, og efter du trækker dig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Bestyrelsesmedlemmer uden forsikring sætter deres personlige formuer på spil

24 april · 2019

Ville du risikere din personlige formue for en virksomhed eller en forening? Her er svaret for de fleste nok et rungende nej. Alligevel er mange bestyrelsesmedlemmer uvidende om den økonomiske risiko, de løber, ved ikke at have en aktiv bestyrelsesansvars-forsikring. Derfor deler forsikringsmægler Dan Martin Bøje Andersen her sine råd for, hvordan du sikrer dig bedst, når du påtager dig bestyrelsesarbejde – hvad end det er lønnet eller ej.

Det seneste årti har medierne i stigende grad sat fokus på arbejdet i de danske bestyrelser. Det kan der være mange gode grunde til. Jeg er dog ikke selv i tvivl om, at de mange skandalesager inden for erhvervslivet bærer en stor del af ansvaret for mediernes øgede fokus.

Personligt husker jeg bedst den massive mediedækning, der var omkring OW Bunker i 2014, da det blev afsløret, at en bestyrelse bestående af højtprofilerede erhvervsmænd havde svigtet deres ansvar overfor aktionærerne i deres kendskab til tvivlsomme børsspekulationer. En sag som siden har ført til flere politianmeldelser, fængselsstraffe og erstatningskrav i milliardklassen mod olieselskabets bestyrelse og ledelse. Her kunne jeg ligeså vel have fremhævet den tunge mediedækning og de efterfølgende erstatningskrav mod bestyrelserne i IT Factory, Capinordic Bank eller Roskilde Bank.

Nu kunne du så måske fristes til at tro, at sådanne sager kun finder sted blandt virksomheder. Men det er langtfra tilfældet. Og her tænker jeg naturligvis på restaureringen af en mølle i Jylland, som fik vidtrækkende konsekvenser for mølleforeningens tre bestyrelsesmedlemmer.

 

Dom: Bestyrelsesmedlemmer i frivillig forening pålagt at betale 860.000 kroner

Foreningen bag Sindal Mølle har i årevis arbejdet på at restaurere byens stolthed gennem 142 år. I den forbindelse hyrede man i 2013 en murermester til at renovere murværket. Undervejs i arbejdet begyndte udgifterne dog at overstige foreningens rådighedsbeløb.

Bestyrelsen ville ikke acceptere murermesterens regning på ca. 600.000 kr., da man anfægtede, at der var indgået aftale om ekstraarbejde for så stort et beløb. Bestyrelsens indsigelser holdt dog hverken i byretten eller landsretten, hvilket betød, at foreningens tre bestyrelsesmedlemmer blev pålagt at betale murermesteren 860.000 kroner inkl. sagsomkostninger. Et beløb de kom til at hæfte for med deres personlige formuer.

 

Hvem har brug for en bestyrelsesansvarsforsikring?

Det har alle, som er medlem af en bestyrelse – uanset om arbejdet er lønnet eller ej. Du kan nemlig blive gjort personlig erstatningsansvarlig med hele din private formue i forbindelse med beslutninger, som fører til økonomiske tab for virksomheden/foreningen eller dennes kreditorer og aktionærer.

Selvom det heldigvis sjældent går så galt, som det var tilfældet med OW Bunker og Sindal Mølle, opstår der alligevel en lang række sager om bestyrelsesansvar blandt erhvervslivets mellemstore virksomheder. Tvister som kun jeg og mine kolleger i forsikringsbranchen bliver bekendt med, da disse ofte afsluttes med forlig, inden de når at udvikle sig til en retssag. Min erfaring med sådanne tvister om bestyrelsesansvar er, at forliget tit anses for at være det bedste for alle parter, da det samtidig minimerer risikoen for negativ mediedækning. Skulle pressen imidlertid få nys om sagen og vælge at trække virksomheden gennem mediemøllen, dækker bestyrelsesansvarsforsikringen typisk også virksomhedens udgifter til genoprettelse af renommé og evt. formuetab.

 

Bestyrelsesmedlemmer kan drages til ansvar

Uanset om du er bestyrelsesmedlem i sønnikes lokale fodboldklub, vinklubben på din arbejdsplads, en mellemstor dansk virksomhed eller en børsnoteret C20 virksomhed råder jeg altid til, at man er opmærksom på de mange risici, der er forbundet med at være bestyrelsesmedlem.

Risici som kan få store økonomiske og strafferetslige konsekvenser for dig. Her er det eksempelvis værd at vide, at du og resten af bestyrelsens medlemmer hæfter på lige fod for beslutninger og ansvar – uanset, hvilke bestyrelsesposter I hver især besidder, og hvor længe I har haft posten. Derfor vil uvidenhed om bestyrelsens økonomi eller beslutninger, som udgangspunkt heller ikke kunne gøre dig ansvarsfri.

 

3 ting du bør sikre dig, inden du påtager dig bestyrelsesarbejde – lønnet eller ej

  1. Sørg for at din bestyrelse har tegnet en bestyrelsesansvarsforsikring, som sikrer dig mod erstatningskrav både under og efter dit arbejde i bestyrelsen.
  2. Overvej grundigt, om forsikringens dækningssum er tilstrækkelig høj. Jeg har desværre oplevet flere eksempler på situationer, hvor udgifterne til advokatbistand hurtigt æder af forsikringens dækning.
  3. Vær opmærksom på, at ikke alle forsikringsselskaber dækker dig fuldkommen, hvis du ejer mere end 25% af aktierne i selskabet.

 

Min anbefaling er, at du til hver en tid sørger for at være omfattet af en bestyrelsesansvarsforsikring. Så kan du trygt indgå i en hvilken som helst bestyrelse – hvad end det er lønnet eller ej.

Vil du være sikker på, at du som bestyrelsesmedlem er dækket korrekt? Så kontakt mig på tlf. 20900106 eller via mail på dan.andersen@soderbergpartners.dk for en uforpligtende samtale om din situation.

 

Sådan forebygger du stress blandt dine medarbejdere

5 april · 2019

De økonomiske konsekvenser forbundet med stress er ikke kun dyrt for det danske samfund. Det er også en stor udgift for mange virksomheder. Derfor er det en god idé at gøre brug af de mange stressforebyggende tiltag, som tilbydes af de fleste sundhedsforsikringer. Det mener vores pensionsmægler Anders Valdemar Juhl, som i dette blogindlæg sætter fokus på, hvordan du forebygger medarbejderstress ved proaktivt at udnytte din virksomheds sundhedsforsikring.

Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen”, sådan sagde en underviser fra Forsikringsakademiet engang til mig. Det skulle eftersigende være et gammelt kinesisk ordsprog. Og selvom jeg normalt ikke hænger mig så meget i ordsprog, synes jeg alligevel, at netop dette stemmer meget godt overens med den proaktive tilgang til medarbejdertrivsel, som efterhånden har slået rod blandt mange moderne virksomheder i dag.

Desværre tegner statistikken over stressramte danskere et noget mere dystert billede. Således viser en undersøgelse blandt 450 danske virksomheder foretaget af Statens Institut for Folkesundhed, at knap 40% havde oplevet en medarbejder blive langtidssygemeldt pga. stress. Derudover skønnes det, at 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet som følge af stress. Og ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO vil stress og depression være en af de største sygdomsfaktorer i år 2020.

Derfor giver det øgede fokus på medarbejdertrivsel blandt danske virksomheder da også rigtig god mening, eftersom tal fra Eurostat viser, at vi som folkefærd i gennemsnit bruger 39 år af vores liv på arbejdsmarkedet. Så meget desto vigtigere er det, at dine medarbejdere og kolleger ikke bliver syge med stress af at arbejde.

 

Flere og flere danskere har adgang til en sundhedsforsikring

Da jeg blev ansat i mit første job i 1987, var sundhedsforsikringen endnu ikke opfundet. Den gang var det naturligt, at det offentlige sundhedsvæsen stod til rådighed, hvis virksomhedens medarbejdere blev syge. Meget har forandret sig siden. Det gælder både tilgangen til stressforebyggelse og måden, hvorpå mange virksomheder behandler stress som et kollektivt problem på arbejdspladsen.

Eksempelvis er det efterhånden en selvfølge, at langt størstedelen af arbejdspladserne i Danmark tilbyder deres medarbejdere en sundhedsforsikring i forlængelse af deres ansættelsesaftale. Således viser tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension, at op mod 2 millioner danskere har en sundhedsforsikring, og i 93% af tilfældene er den betalt af arbejdsgiveren.

I dag er sundhedsforsikringen er en yderst vigtig ordning og et attraktivt personalegode, som sikrer større tryghed og hurtigere adgang til sundhedsfaglig hjælp.

Jeg vil dog kraftigt anbefale, at du undersøger, hvordan jeres nuværende sundhedsforsikring dækker, og hvad den ikke gør. Så slipper du for ubehagelige overraskelser, hvis aftalen ikke dækker det, du forventede.

Her kan du med fordel få rådgivning om din virksomheds behov til en sundhedsordning. Så kan du være tryg ved, at du har den bedste dækning.

 

Fokus på forebyggelse er en god investering

Stress er et alvorligt problem. Således kan det ifølge tal fra Stressforeningen koste en virksomhed omkring 1 million kr., hvis en medarbejder med en månedsløn på 20.000 kr. bliver sygemeldt med stress.

Heldigvis gør stadig flere forsikringsselskaber rigtig meget ud af tilbyde forebyggende tiltag i forbindelse med deres sundhedsforsikringer. Tiltag som ved hurtig hjælp kan begrænse længden eller helt undgå en sygdomsperiode og derved sikre, at medarbejderen kommer hurtigere tilbage på arbejde.

Her er sundhedsforsikringernes tilbud om en ”stress hotline” et rigtig godt eksempel på et simpelt, men effektivt tiltag. Tilbuddet sikrer, at dine medarbejdere hurtigt kan komme i kontakt med og få konkret vejledning fra en specialiseret stresspsykolog til, hvordan man håndterer situationer, hvor arbejdsskoen trykker.

Ligeledes tilbyder flere forsikringsselskaber at sende stresscoaches og psykologer ud til ens virksomhed for at dele råd og redskaber til, hvordan man aktivt tackler og hjælper stressede kolleger på arbejdspladsen.

Derudover tilbyder flere udbydere af sundhedsforsikringer en APV – også kendt som en arbejdspladsvurdering.  Min erfaring med denne type analyseværktøj er, at det ofte er yderst effektivt til at måle temperaturen på medarbejdernes trivsel eller mangel på samme. På den måde kan man i virksomheden nemt danne sig et overblik over udfordringerne i ens psykiske arbejdsmiljø.

Har dine medarbejdere en sundhedsforsikring, kan de desuden, for egen regning, vælge at udvide dækningen, så den også gælder resten af deres familie. Dette giver rigtig god mening, ligesom tilbuddet i øvrigt er særdeles populær blandt mange medarbejdere.