Skip to main content Skip to main navigation

Danmarks første miljøskadesag kan skabe præcedens

7 maj · 2019

Det kan hurtigt blive dyrt for de virksomheder, som ikke er forsikret korrekt, hvis de kommer til at forvolde skade på miljøet. Det er Danmarks første miljøskadesag mod en maskinstation i Holbæk et godt eksempel på. Derfor får du her tre konkrete råd til, hvad du skal være opmærksom på, inden du forsikrer din virksomhed mod risikoen for miljøskader.

Læk fra maskinstation kostede miljøet dyrt

Et læk på en slange fik i september 2018 alvorlige og langvarige konsekvenser for vandmiljøet i Holbæk kommune. Lækket betød, at 100 tons flydende gødning løb ud i jorden og videre ud i et privat vandløb, hvorfra det til sidst endte i Tuse Å. En strækning på 15 km. Udslippet fik enorme konsekvenser for vandmiljøet i å-systemet, idet fisk i titusindvis døde som følge af de meget høje koncentrationer af ammonium og kritiske iltniveauer.

Miljøstyrelsen har efterfølgende tilsluttet sig vurderingen fra Holbæk kommune om, at der er tale om en miljøskadesag. Ifølge kontorchef i Miljøstyrelsen, Anne-Marie Vægter Rasmussen vil man i løbet af 2019 præsentere den ansvarlige maskinstation for et påbud, som skal sikre, at den miljøskade, der er sket, afhjælpes.

 

En miljøsag kan få vidtrækkende konsekvenser

Sagen er den første miljøskadesag i Danmark efter, at miljøskadedirektivet blev gennemført ved lov i 2008. Loven omfatter skader ”... der forvoldes ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund som led i erhvervsmæssig eller offentlig aktivitet. Loven gælder tilsvarende for forstyrrelser ved støj, rystelser eller lignende”.

Loven er udformet således, at virksomheder, som har at gøre med visse former for produktion, fremstilling og/eller service at gøre, vil kunne blive stillet til ansvar for deres aktiviteter efter miljøskadeloven. Det gælder eksempelvis slagterier, forlystelsesparker, cementfabrikker, lufthavne og virksomheder, som fremstiller lægemidler.

Se hvilke typer virksomheder loven omfatter

Ifølge forsikringsmægler Dan Martin Bøje Andersen kan konsekvenserne ved en miljøskade i værste fald true virksomhedens overlevelse. Det gælder især, hvis virksomheden ikke er forsikret korrekt i tilfælde af miljøskader.

Omkostningerne ved en miljøskade kan nemlig hurtigt løbe op ved driftstop og udgifter til advokatbistand, ligesom der også kan komme dyre erstatningskrav og påbud fra såvel Miljøstyrelsen som private skadelidte. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at evt. erstatningskrav som følge af en miljøskade, først forældes efter 30 år.

 

Det skal du være opmærksom på, inden du forsikrer din virksomhed mod miljøskader

Selvom sagen er den første af sin art i Danmark, forudser Dan, at vi i fremtiden kommer til at opleve en stigning i antallet af miljøsager forårsaget af virksomheder.

Derfor giver han her tre konkrete råd til, hvad du skal være opmærksom på, inden du forsikrer din virksomhed mod miljøskader:

  1. Foretag en risikovurdering af de erhvervsmæssige aktiviteter i din virksomhed, som kan give anledning til forurening af luft, vand, jord eller undergrund. Det kan eksempelvis være i forbindelse med fremstilling, forarbejdning og destruktion.

  2. Undersøg om din virksomhed er omfattet af miljøskadeloven. Her er det vigtigt at skelne mellem, om forureningen er opstået akut, eller om den er foregået over længere tid. I nogle tilfælde er de akutte miljøskader nemlig dækket under en erhvervsansvarsforsikring, hvorimod miljøforsikringen også dækker den forurening, som sker over en længerevarende periode.

  3. Der er meget få forsikringsselskaber, der kan tilbyde en dækning, som både opfylder lovgivningens krav og samtidig matcher dine behov. Du kan med fordel få en skræddersyet forsikringsdækning med udgangspunkt i din virksomheds behov hos en forsikringsmægler.

Vil du være klogere på miljøskadeforsikringer? Så kontakt forsikringsmægler Dan Martin Bøje Andersen på tlf. 20900106 eller dan.andersen@soderbergpartners.dk.