Skip to main content Skip to main navigation

Så meget kan du indbetale til din ratepension uden at betale restskat

10 marts · 2020

Interessen omkring SKATs hjemmeside er i disse dage større end den plejer at være. Årsagen bag den øgede interesse er, at Skattestyrelsen frigiver årsopgørelsen for 2019 for 4,6 millioner borgere. Nogle har penge til gode, mens andre derimod vil få besked om, at de skal betale restskat. Det gælder bl.a. for dem, som har overskredet det maksimale loft for indbetaling til ratepension. Det er der heldigvis råd for, hvilket vi forklarer i denne artikel.

Skattestyrelsen vurderer, at 15% eller hvad der svarer til ca. 700.000 borgere får brug for at ændre eller tilføje oplysninger til deres årsopgørelser. Det gælder bl.a. for de personer, som i 2019 indbetalte mere end 55.900 kr. til deres ratepension.

Har du både betalt til en ratepension via din privat- og firmapension?

Der kan være flere forskellige årsager til, at du har overskredet loftet for, hvor meget du må indbetale til din ratepension. Det kan eksempelvis være, at du har betalt til både en firma- og privat pensionsordning.

En anden forklaring kan være, at du i løbet af året har skiftet til et nyt pensionsselskab. I den forbindelse sker det sommetider, at det nye selskab ikke bliver gjort opmærksom på, at du allerede har foretaget indbetalinger til din ratepension samme år.

For meget indbetalt til ratepension – og hvad så?

Uanset årsagen kan du anmode om enten at få det overskydende beløb overført til en livrente eller tilbagebetalt. Hvis du vælger at overføre beløbet til en livrente, får du fuldt fradrag for indbetalingen. Vælger du derimod at få beløbet tilbagebetalt, vil fradraget naturligvis bortfalde.

Du skal dog være opmærksom på, at hvis du både betaler til en ratepension gennem din arbejdsplads og privat, så er det din private pension, som skal rettes først, såfremt du har overskredet beløbsgrænsen på 55.900 kr.

Reglerne for fradrag kan være en jungle at navigere i. Derfor råder vi dig til, at du tager kontakt til din pensionsrådgiver, hvis du har sparet for meget op på din ratepension. Så hjælper vi dig med at undgå at skulle betale restskat.