Skip to main content Skip to main navigation

Sådan får du råd til det pensionsliv, du ønsker

7 oktober · 2019

Det er vigtigt, at du sparer op til dit pensionsliv på den rigtige måde. Her handler det i høj grad om, at du sikrer dig adgang til din formue, mens du stadig har mulighed for at omsætte den til kroner og øre. Det forklarer pensionsmægler Anders Valdemar Juhl i denne artikel, hvor han samtidig giver dig gode råd til, hvordan du får råd til det liv, du drømmer om, når du en dag går på pension.

Økonomisk fleksibilitet er nøglen til et rigere pensionsliv

Nøgleordet bag et rigere pensionsliv er økonomisk fleksibilitet, og det kan du opnå ved at fordele din opsparing mellem flere forskellige muligheder. Den største fleksibilitet får du ved at have en pensionsordning i kombination med en opsparing. Så kan du selv vælge, hvornår og hvor hurtigt du vil bruge af dine penge.

Min erfaring er, at det mest optimale for rigtig mange er at have en formue, man kan hæve som et engangsbeløb kombineret med både en tidsbegrænset pension og livsvarig pension, som man får udbetalt løbende. Denne løsning gør, at du har adgang til din formue, når du får brug for den, samtidig med, at du har et økonomisk sikkerhedsnet og en livslang indtægt, som du kan justere på, og som dækker dig hele livet.


Køb de røde bøffer, mens du kan tygge dem

For de fleste mennesker falder forbruget, jo ældre de bliver. Derfor råder jeg ofte mine kunder til at sikre sig, at de får glæde af en højere pensionsindtægt de første 10-15 år af deres pensionsliv samtidig med, at de har deres livspension. Eller sagt med andre ord: køb de røde bøffer, mens du kan tygge dem.

Den største fordel ved at spare op til dit pensionsliv gennem en pensionsordning er, at dit afkast ved denne opsparingsform kun beskattes med en PAL-skat (pensionsafkastskat) på 15,3%. Det er en væsentlig forskel fra den almindelige opsparingskonto i banken, da du her som minimum betaler 27% i afkastskat.

Et lån i din friværdi er et godt supplement til din pensionsopsparing

Som pensionsmægler oplever jeg, at rigtig mange mennesker er utrolig opsatte på at få betalt deres gæld af på huset, inden de går på pension. Men det er ikke nødvendigvis den bedste løsning for alle. I dag oplever mange boligejere nemlig, at banken er mindre villige til at godkende lån i husets friværdi. Den dag man så ønsker at gå på pension, kan bankens nej til et lån betyde, at man er tvunget til at sælge huset for at få frigjort opsparingen i boligen. En svær beslutning som langt de færreste boligejere er begejstret for. Derfor anbefaler jeg, at du placerer din opsparing i en løsning, hvor du ikke behøver være afhængig af din bank eller kreditinstitut.

Har du friværdi i din bolig, kan det være en attraktiv løsning for dig at få denne frigjort, mens det stadig er muligt. Med et lån i din boligs friværdi kan du få et godt supplement til pensionen, ligesom provenuet fra lånet ikke modregnes de offentlige ydelser såsom folkepensionen. Din indtægt fra friværdien er beskattede midler og kan således være en attraktiv måde at supplere dine løbende pensionsindtægter på.

Lige nu er det særlig attraktivt at optage lån i friværdien med en fast rente på ca. 0-0,5% over 30 år og samtidig søge om afdragsfrihed. Herved låser du renten fast de næste 30 år, og kan således disponere over provenuet, så snart du har behov for det. De penge, du får ud af din friværdi, kan du med fordel placere i et såkaldt opbevaringsdepot og investere dem i indeksinvesteringsforeninger med lave omkostninger. Jeg vil dog anbefale dig, at du undgår bankernes egne investeringsforeninger, da de ofte er alt for dyre.

Min kolleger og jeg hjælper for tiden mange boligejere med at omsætte deres u-belånte mursten til afdrag, man kan bruge i sit pensionsliv til at leve og opleve for. Du skal dog først sørge for at få din bolig vurderet, hvorefter du ansøger banken om et lånetilbud.

Få herefter en uvildig rådgiver til at vurdere, om bankens tilbud er attraktivt for dig og din situation. I mange tilfælde anbefaler vi, at du indhenter boligvurderinger og tilbud fra flere forskellige banker, så du kan være sikker på, at du får de mest optimale vilkår.


5 gode råd til at få mere ud af din økonomi

  1. Når du sparer op til dit pensionsliv, skal du sikre dig, at du kan få adgang til din formue, når du har brug for den. Derfor er det vigtigt, at du spreder din formue mellem pensionsordninger, fri opsparing i banken samt evt. opsparing i selskab
  2. Fokusér på at holde dine investeringsomkostninger nede. Der er ingen sammenhæng mellem at betale høje omkostninger og at få et højt afkast
  3. Husk at begunstige de rigtige personer på dine pensionsaftaler
  4. Det giver rigtig god mening at få lavet et testamente, en ægtepagt og en fremtidsfuldmagt. På den måde sikrer du at arven falder i de rigtige hænder og du ikke kommer til at betale Staten mere end nødvendigt i arveafgift
  5. Søg vejledning hos en uvildig rådgiver, så du får lavet en personlig og skræddersyet nedsparingsplan, som tager hensyn til samspillet med de offentlige ydelser. Så undgår du unødige modregninger og får på den måde mest ud af din økonomi, når du en dag går på pension.


Vil du vide, hvordan du får mest muligt ud af din økonomi?

Så tilbyder vi i Söderberg & Partners dig et rådgivningskoncept kaldet Værdiplanlægning. Her får du uvildig rådgivning om, hvordan du sikrer dig selv og din husstand et pensionsliv, hvor alle jeres muligheder bliver optimeret, præcis som I ønsker.

Kontakt os