Sådan forebygger I stress blandt jeres medarbejdere med en sundhedsforsikring

De økonomiske konsekvenser forbundet med stress er ikke kun dyrt for det danske samfund. Det er også en stor udgift for mange virksomheder. Derfor er det en god idé at gøre brug af de mange stressforebyggende tiltag, som tilbydes af de fleste sundhedsforsikringer. Det mener vores pensionsmægler Anders Valdemar Juhl, som i dette blogindlæg sætter fokus på, hvordan I forebygger medarbejderstress ved proaktivt at udnytte jeres virksomheds sundhedsforsikring.

”Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen”, sådan sagde en underviser fra Forsikringsakademiet engang til mig. Det skulle eftersigende være et gammelt kinesisk ordsprog. Og selvom jeg normalt ikke hænger mig så meget i ordsprog, synes jeg alligevel, at netop dette stemmer meget godt overens med den proaktive tilgang til medarbejdertrivsel, som efterhånden har slået rod blandt mange moderne virksomheder i dag.

Desværre tegner statistikken over stressramte danskere et noget mere dystert billede. Således viser en undersøgelse blandt 450 danske virksomheder foretaget af Statens Institut for Folkesundhed, at knap 40% havde oplevet en medarbejder blive langtidssygemeldt pga. stress. Derudover skønnes det, at 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet som følge af stress. Og ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO vil stress og depression være en af de største sygdomsfaktorer i år 2020.

Derfor giver det øgede fokus på medarbejdertrivsel blandt danske virksomheder da også rigtig god mening, eftersom tal fra Eurostat viser, at vi som folkefærd i gennemsnit bruger 39 år af vores liv på arbejdsmarkedet. Så meget desto vigtigere er det, at jeres medarbejdere og kolleger ikke bliver syge med stress af at arbejde.

Flere og flere danskere har adgang til en sundhedsforsikring

Da jeg blev ansat i mit første job i 1987, var sundhedsforsikringen endnu ikke opfundet. Den gang var det naturligt, at det offentlige sundhedsvæsen stod til rådighed, hvis virksomhedens medarbejdere blev syge. Meget har forandret sig siden. Det gælder både tilgangen til stressforebyggelse og måden, hvorpå mange virksomheder behandler stress som et kollektivt problem på arbejdspladsen.

Eksempelvis er det efterhånden en selvfølge, at langt størstedelen af arbejdspladserne i Danmark tilbyder deres medarbejdere en sundhedsforsikring i forlængelse af deres ansættelsesaftale. Således viser tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension, at op mod 2 millioner danskere har en sundhedsforsikring, og i 93% af tilfældene er den betalt af arbejdsgiveren.

I dag er sundhedsforsikringen er en yderst vigtig ordning og et attraktivt personalegode, som sikrer større tryghed og hurtigere adgang til sundhedsfaglig hjælp.

Jeg vil dog kraftigt anbefale, at I undersøger, hvordan jeres nuværende sundhedsforsikring dækker, og hvad den ikke gør. Så slipper I for ubehagelige overraskelser, hvis aftalen ikke dækker det, I forventede.

Her kan I med fordel få rådgivning om jeres virksomheds behov til en sundhedsordning. Så kan I være tryg ved, at I har den bedste dækning.

Fokus på forebyggelse er en god investering

Stress er et alvorligt problem. Således kan det ifølge tal fra Stressforeningen koste en virksomhed omkring 1 million kr., hvis en medarbejder med en månedsløn på 20.000 kr. bliver sygemeldt med stress.

Heldigvis gør stadig flere forsikringsselskaber rigtig meget ud af tilbyde forebyggende tiltag i forbindelse med deres sundhedsforsikringer. Tiltag som ved hurtig hjælp kan begrænse længden eller helt undgå en sygdomsperiode og derved sikre, at medarbejderen kommer hurtigere tilbage på arbejde.

Her er sundhedsforsikringernes tilbud om en ”stress hotline” et rigtig godt eksempel på et simpelt, men effektivt tiltag. Tilbuddet sikrer, at dine medarbejdere hurtigt kan komme i kontakt med og få konkret vejledning fra en specialiseret stresspsykolog til, hvordan man håndterer situationer, hvor arbejdsskoen trykker.

Ligeledes tilbyder flere forsikringsselskaber at sende stresscoaches og psykologer ud til ens virksomhed for at dele råd og redskaber til, hvordan man aktivt tackler og hjælper stressede kolleger på arbejdspladsen.

Derudover tilbyder flere udbydere af sundhedsforsikringer en APV – også kendt som en arbejdspladsvurdering. Min erfaring med denne type analyseværktøj er, at det ofte er yderst effektivt til at måle temperaturen på medarbejdernes trivsel eller mangel på samme. På den måde kan man i virksomheden nemt danne sig et overblik over udfordringerne i ens psykiske arbejdsmiljø.

Har jeres medarbejdere en sundhedsforsikring, kan de desuden, for egen regning, vælge at udvide dækningen, så den også gælder resten af deres familie. Dette giver rigtig god mening, ligesom tilbuddet i øvrigt er særdeles populær blandt mange medarbejdere.

Symptomer på langvarig stress

  • Problemer med at sove
  • Hurtigere og mere overfladisk åndedræt
  • Hjertebanken med uregelmæssig rytme
  • Koncentrationsbesvær og nedsat hukommelse
  • Manglende overblik
  • Humørsvingninger og ændringer i adfærd
  • Tendens til svedeture uden fysisk aktivitet

Kilde: sundhed.dk

5 fordele ved at tilbyde dine medarbejdere en sundhedsforsikring

Der er ofte mange fordele forbundet med at kunne tilbyde sine medarbejdere en sundhedsforsikring. Jeg har samlet de 5 typiske fordele her:

  1. Raskere og mere effektive medarbejdere
  2. Færre sygedage blandt medarbejderne
  3. Øget trivsel og et styrket arbejdsmiljø
  4. Adgang til en lang række forebyggende sundhedstiltag
  5. Hurtigere adgang til behandling

Interesseret i at høre mere?
Kontakt Anders Valdemar Juhl på telefon 77 34 40 13 eller anders.juhl@soderbergpartners.dk.