Nye overenskomster for 2025-2028 vedtaget

2 jun. 2025
De nye overenskomster for perioden 2025-2028 er nu endelig vedtaget. Her kan du læse om de væsentligste ændringer, der har betydning for pensionsområdet.

Flere af Söderbergs kunder er omfattet af overenskomster, der stiller krav til indholdet af en pensionsordning og regler omkring håndtering af en pensionsordning. Forhandlingerne er nu på plads, og vi har dermed indsigt i betydningen for den næste aftaleperiode fra 2025-2028. Nedenfor har vi fremhævet 3 områder, som både giver en overenskomstansat medarbejder en økonomisk forbedring (punkt 1. og 2.), men også i punkt 3. giver arbejdsgiver med overenskomstansatte under Dansk Industri mulighed for at flytte alle sine medarbejdere – både udenfor og under overenskomst - til en ny pensionsleverandør på samme tidspunkt. Sidstnævnte har ikke hidtil været muligt.

  • Pensionsbidraget hæves pr. 1. maj i flere overenskomster fra 12% (10% betalt af arbejdsgiver og 2% betalt af medarbejder) til 13% (11% betalt af arbejdsgiver og 2% betalt af medarbejder)
  • Fritvalgskontoen stiger fra 9 til 11% med 1% pr. 1. marts 2026 og 1% pr. 1. marts 2027
  • For overenskomster under Dansk Industri
    • vil alle overenskomstansatte medarbejdere ved et leverandørskifte blive flyttet til den nye pensionsleverandør. Syge medarbejdere bliver hos afgivende selskab og flyttes først efter raskmelding. Disse regler svarer til branchens leverandørskifteaftale, der hidtil ikke har været gældende for overenskomstansatte
    • ændres flyttevarslet på 12 måneder (6 måneder ved lokal enighed) til 3 måneder. Der skal heller ikke længere afholdes afstemning for at sikre den lokale enighed