Jobafklarings- og ressourceforløb kan blive fjernet

26 maj 2025
Regeringen har præsenteret en ny beskæftigelsesreform, der kan medføre, at jobafklarings- og ressourceforløb bliver fjernet i løbet af 2026.

I udspillet til den nye beskæftigelsesreform beskriver regeringen, at der er for mange borgere, som oplever lange og uværdige forløb med for mange skift af ydelse og sagsbehandler. Ved skift af ydelser vil der f.eks. være tale om, at den syge borger starter på sygedagpenge og kan herefter skifte til ressourceforløbsydelse (under jobafklaring eller ressourceforløb), inden man typisk efter nogle år får tilkendt et fleksjob eller en førtidspension.

Fra det offentliges side har man ikke kunnet finde indikationer på, at disse skift faktisk fører til øget beskæftigelse. Derfor er ønsket fra regeringens side, at man vil forsøge at gøre beskæftigelsessystemet mere sammenhængende for både borgere og sagsbehandlere. Som led i forenklingen foreslår regeringen, at ressourceforløb og jobafklaring helt fjernes fra paletten af offentlige ydelser. Det forventes i den forbindelse, at syge borgere, der ikke kan få forlænget deres sygedagpenge, vil overgå til en reduceret sygedagpengesats.

I forhold til pensionsmarkedet vil en ændring af beskæftigelsesreformen betyde, at pensionsselskaberne med stor sandsynlighed kommer til at ændre vilkårene for dækningen ved tab af erhvervsevne. Vi forventer, at der vil være en overgangsperiode, hvor syge, der fortsætter i jobafklarings- og ressourceforløb fortsat vil modtage den forhøjede udbetaling fra pensionsselskabet, hvis betingelserne er opfyldt. I Söderberg & Partners anser vi dækningen ved tab af erhvervsevne for at være det vigtigste forsikringsprodukt i pensionsordningen.

Den nye beskæftigelsesreform er endnu ikke endelig vedtaget, men lige nu er det hensigten, at der sker en gradvis implementering i faser hen over 2026. Fjernelse af jobafklaring og ressourceforløb er planlagt til at finde sted 1. januar 2027.